Vil du leve af din kunst? – Sådan rigtigt?
culturecrush

Ann-Sofie Rokbøl

Iværksætter & ejer af Culture Crush

Instagram: @culturecrushdk

www.culturecrush.dk

Der er rigtig mange årsager til, at flere af os kunstnere og kreative kæmper i mange år, nogle gange forgæves, for at lykkes som kunstnere og kreative projektmagere.

Vores virke forbliver en hobby, altså noget der koster flere penge, end den indbringer.

Én af de vigtigste grunde til dette, ifølge min hypotese, udspringer fra kunstneres forhold til økonomi og salg. Jeg har mødt mange kunstnere, der hellere vil have et job på en kaffebar, end at se deres kunst som en forretning. Der er intet galt i dette… Men hvordan kan det egentlig være?

I denne artikel vil du komme igennem en tre-trins-raket af spørgsmål, der skal hjælpe dig med at tage dit virke fra hobby til prof kunstnerliv. Vi skal undersøge:

Hvad du sælger.
Hvor meget du vil og skal sælge
Hvem du vil sælge til.

Men før vi springer ud i det, vil jeg gerne starte med at spørge; hvordan er dit forhold til penge? Hvis du prøver at mærke efter lige nu, rammes du så nu af negative eller positive følelser? Måske fuldkommen apati?

Myten om den lidende kunstner

Tilbage i romantikken, hvor kunstnere som Mozart og Beethoven brød frem med deres kompositioner, gik man fra at se kunstnere som dygtige håndværkere til at se kunst som noget gudsbenovet, unikt og måske ligefrem magisk. Dette har medført en forventning til kunstnere som nogle nærmest mytiske væsner, der lever og ånder alene for kunsten.

Vi kan vist alle blive enige om, at nogle mennesker ganske vidst virker til at have en særlig gave indenfor en bestemt kunstform. Men som forskning viser gang på gang, er øvelse og interesse altså størstedelen af begrebet ‘talent’ – ikke en form for magisk tilfælde.

Hvordan kan det være, at vi i 2020 har præcis samme ideal og forventninger til kunsten som for flere hundrede år senere?

Der er naturligvis ikke kun én forklaring på dette. Min pointe for nu er derfor, at det er på tide at gøre op med dette ideal om den sølle kunstner-type, der bor i en et-værelses i Paris og lever af kaffe og smøger. Idealet om at man skal leve for kunsten og kunsten alene.

Når vi har gjort op med dette “mind set” og begyndt at tillade os selv at være både spændende, kreative væsner OG dygtige håndværkere eller iværksættere, da kan vi begynde at tale om, hvordan levebrødet skal udformes. For penge skal der til for at betale mad, husleje, ferier, pension og alt det andet som den almindelige gennemsnits-borger har lov at forvente af tilværelsen i 2020 – som et minimum.

 Fra hobby til prof: Hvor kommer pengene fra?

Der skal nogle penge ind i biksen og det kommer der fordi DU skaber noget, der er værdifuldt for dit publikum eller kunder. Husk altid det. Du sælger ikke bare et produkt eller en oplevelse, du servicerer nogle mennesker, der reelt ønsker at beriges af det, du kan.

Det vigtigste spørgsmål ift. at gå fra hobby til prof er derfor: Hvad vil du tjene penge på?

Nogle kunstformer har nogen mere direkte transaktioner end andre. Er du f.eks. kunstmaler, er der en åbenlys idé i at sælge dine malerier som kerneprodukt. Er du performancekunstner eller musiker vil du meget muligt være ude at optræde, men dine indtægter vil højst sandsynligt være spredt lidt mere tyndt ude på forskellige poster, generelt set.

Uanset om du har en åbenlys ting at sælge eller ej, vil jeg gerne opfordre dig til at lave en liste med minimum 3 ting, du kan tage penge for – med relation til din kunst.

Har du kun én ting, er du vældig sårbar overfor kriser. Tag nu bare Corona-epidemien, der har taget levebrødet fra tusindvis af turnerende kunstnere og folk med fysiske butikker eller gallerier.

Spørg derfor dig selv:

Hvilke 3 ting giver eller vil kunne give mig en indtjening fremadrettet?

 

  • Har du overvejet en digital eller fysisk udgave af dit produkt/tjeneste?

  • Er det en mulighed at lave workshops indenfor dine skills eller lave enkeltstående events? (Jeg så for nyligt skulptøren “Bidstrup Bodies” lave en polterabend for en flok kvinder, der eksperimenterede med ler.)

  • Endnu en idé kunne være at teame op med en designer eller visuel kunstner og kreere noget super fedt merchandise?

  • Hvad med webinarer?

    På med iværksætter-kasketten!

    Når du har brainet over det altid kække spørgsmål: “where’s the money?”, så kan du sætte dig ned og kigge på dit budget. For…

Hvor mange penge skal du have ind i biksen for, at det løber rundt?

Ved at lave et godt, gammeldags budget med alle dine udgifter i forbindelse med dit virke og dine nyfundne produkter eller tjenester, der giver en indtægt, kan du få et overblik over hvor meget der reelt skal til at holde dig oven vande.

Før du ved, hvad du vil sælge og hvor meget du skal sælge, vil det være praktisk talt umuligt at sætte nogle effektive mål – og dét skal der sættes. Nogle konkrete, målbare, realistiske mål, der giver mening i relation til, hvor du er nu og hvor du gerne vil hen.

Tjener du pt. I gennemsnit 10.000,- om året på dine kunstneriske aktiviteter, så giver det ikke mening at springe direkte til 200.000,- selvom det måske reelt er hvad du ønsker at tjene.

Lav et drømmemål og derefter et realistisk “her og nu”-mål for de næste tre måneder. Når du så er godt igang, forsøger du dig med nogle mere langstrukne mål, så som for et, to, måske tre år.
MEN(!) for nu: Skab de små successer. Delmål, der er lette at handle på, er guld værd.

Hvilken type mennesker vil du gerne have fat på?

Sidste spørgsmål, nu hvor du ved 1. hvor pengene skal komme fra og 2. hvor mange du skal bruge. Da skal vi tale om 3: Hvem skal købe af dig? Hvem er dine kunder? Har du nogen allerede, du kan analysere lidt på?

Målgrupper og segmentering er som måske bekendt et stort emne i sig selv. Lad os tage det dybe dyk ned i dette en anden gang. For nu holder os bare til kernen af emnet.

Jeg vil derfor høre dig:

Hvem tager dankortet frem og køber fra dig?

Du er måske allerede igang med at opbygge et publikum ude i virkeligheden og på SoMe. Hvis ikke, så er det bare om at komme igang. Med dét vil jeg dog sige, at sociale medier ikke er den hellige gral ift. salg. Du kan have nok så mange insta-følgere og stadig have intet salg.

Når du bruger de sociale medier, spørg da dig selv:
Gør jeg det nemt for mine følgere at købe og læse mere – f.eks. ved hjælp af en tydelig

“Call to Action”, altså en kort opfordring til at klikke, dele, læse videre? Er det nemt at finde mig?
Er jeg social på de sociale medier?

Når jeg nu vil fortælle dig, at det kun er cirka 6% af dine følgere, der ser dit organiske indhold (det du ikke har betalt for at promovere)… Hvad tænker du så om det?

  

Dette faktum er i hvert fald med til at cementere, at SoMe er en super fed ressource, men det kan ikke stå alene. Spred dig ud over flere kanaler. Den bedste salgskanal er og bliver stadig email.
Har du ikke et nyhedsbrev, vil jeg derfor anbefale dig at få sat sådan et op asap. Det vil ikke kun gøre, at du har et publikum på “eget land”, uafhængigt af algoritmer og profiler der lukkes ned. Det gør også, at du kan møde dit publikum i deres indbakke, hvor de forventer og er åbne for at få et godt tilbud – modsat på de sociale medier, som mange hellere bruger til inspiration.

Når jeg spørger dig, hvem, der skal købe fra dig, så er det altså ikke for at stresse dig i gamet om at få flere følgere, men snarere en opfordring til at se på hvem du allerede har fat på.

Er dine følgere bare automatiske like-zombier, eller er de reelt interesserede? For at få så mange over i den sidste kategori som muligt, bør du skabe noget indhold, der opbygger et kendskab til dig og dit produkt, så dine følgere er trygge ved at trykke “køb” næste gang, du giver dem chancen.

Kloge marketing-folk som amerikanske Jenna Kutcher har et mantra, der hedder “Serve, serve, serve, sell”. Og det er ikke så skidt endda at huske på, når du deler opslag på SoMe. Giv værdi og inspiration 75% af tiden – og altid før du beder nogen om at købe af dig.

Nu nævner jeg publikum og målgrupper som det sidste i denne artikel, men dine kunder bør i virkeligheden være forrest i din bevidsthed, når du vil gå fra hobby til prof..!

Synes du det er nederen at sælge? Fokuser på dit publikum og deres ønsker og behov. Servicer dem i stedet for at føle, du “bare tager deres penge”.

Du skal ikke gå på kompromis med din kunst og lave den om for dit publikum(!) Det er i din formidling af kunsten, du skal bruge dine “people skills”, både ude i virkeligheden og den digitale verden.

I stedet for at lade din eventuelle beskedenhed og det romantiske kunstnerideal gå ud over din økonomi og forretning, tag da at kanaliser den ud til dit publikum.
Tal med dem, vis hvem du er og gør det helt tydeligt, hvad man får hos dig og hvorfor dine sager er fede, lækre og unikke.

Kort opsummeret vil disse tre ting hjælpe dig langt på rejsen fra hobby til professionelt virke:

Find dine kerneprodukter
Sæt realistiske mål for dit salg
Afgræns din målgruppe og giv dine følgere tonsvis af værdi. 

 

En sidste bemærkning ift. dét at vælge sin målgruppe er, at der er mange øjne, øre, næser og munde derude. Gå efter dem, der fra starten synes du er for fed og deler dine interesser. Det er ikke alle, der vil gøre det. Se det som en fordel! Du har alligevel ikke tid til at tale med alle – Magic artist skills or not…

Held og lykke med din kunstneriske rejse og god arbejdslyst!

Af Ann-Sofie Rokbøl Iværksætter og ejer af Culture Crush Musiker som ‘eif’

www.culturecrush.dk
www.facebook.com/culturecrushdk www.instagram.com/culturecrushdk

Du kan måske også lide:

Patent & varemærkebeskyttelse

Patent & varemærkebeskyttelse

Læs videre her og find ud af hvad du kan gøre for at forebygge at det sker! I mange tilfælde uden at det koster en...

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Be Bold – Strategy & Coaching hjælper de kvindelige
iværksættere og selvstændige med at realisere deres virksomhedsdrømme
og vækste deres virksomheder.

START DIN REJSE HER

Privatlivspolitik & cookies // CVR: 40134514  // © 2019-2020 Be Bold – Strategy & Coaching

SoMe Planner til Instagram

SoMe Planner til Instagram

Kom godt i gang med planlægningen af dit content til Instagram!

Din planner er på vej!